Rummy regler

 

Rummy regler

Der findes mange variationer af Rummy. Den mest kendte i Danmark er 500. 500 spilles bedst af 2-4 spillere, og der bruges et fuldt kortspil, dvs 52 kort + 3 jokere. Som start deler kortgiveren 7 kort ud til hver spiller. Så lægger han resten i en bunke midt på bordet, og vender ét kort derfra med billedsiden op, og lægger det ved siden af bunken. Bunken med billedsiden opad kaldes afspilsbunken, den med billedsiden ned kaldes bare bunken.

Første mand efter kortgiveren starter, og som udgangspunkt tager man først et kort op, og man afslutter sin tur med at lægge et kort i afspilsbunken. Når man tager et kort op, har man 3 muligheder. Man kan tage det øverste fra bunken, det øverste fra afspilsbunken, eller man kan tage hele afspilsbunken. At tage hele afspilsbunken ind kræver, at man kan lægge mindst 3 pointkort ned. Herom senere. Kan kan ikke lægge de 3 kort ned, eller glemmer man det, får man en straf på f.eks 50 point. (Juster det afh. af alder).

Point

Man får point ved at lægge kort ned på bordet. Kort lægges f.eks ned i serier i samme kulør, og der skal lægges mindst 3 kort ned. Som eksempel kan det være Klør 3-4-5. Es kan lægges både til konge og til 2'er. Dvs af 2-es-konge er en gyldig serie. Man kan også lægge 3 ens kort, f.eks 3 syvere, ned. Når først en serie er startet, må man godt lægge tillægskort ned enkeltvis, og både til egne og de andre spilleres serier. Jokeren er speciel idet den kan bruges som et vilkårligt kort, når den lægges ned. Til gengæld kan den "hapses". Hvis man har, eller trækker, det kort som jokeren ligger for, kan man bytte den med jokeren.

Afslutning af runde

Hvis en spiller afslutter sin runde med at lægge et kort i bunken, som kan bruges som tillægskort, gælder det om at råbe Rummy eller "500". Den der råber Rummy eller "500" først får lov til at tage kortet. Man afslutter spillet, hvis det kort man lægger ud, er det sidste man har på hånden, og det ikke kan bruges som tillægskort. Har man ikke et kort på hånden, som man kan lægge i afspilsbunken, går turen blot videre.

Når en spiller har lukket spillet, skal der tælles point sammen. Jokere = 25. Es = 15. Billedkort og 10'ere = 10. 2-9'ere = 5. Pointene for kortene på bordet fratrækkes pointene for kortene man har på hånden. Pointene for hvert spil noteres ned, og den der først når 500 har vundet.

 

 

 

 

Tilpasset søgning