Det kan være lidt svært at lave skattejagt for de mindste børn, når de ikke har lært at læse endnu. Det kan man komme over, ved at basere skattejagten på tegnede billeder eller fotos af det næste gemmested de skal finde. Hvis man laver skattejagten med fotos, kan man variere sværhedsgraden ved at lave billederne som Close Up fotos. Jo tættere på man tager billedet desto sværere bliver det at se, hvad billedet er et udsnit af.
På det nye gemmested, gemmer man billedet af det næste gemmested de skal finde. På den måde kan man godt gemme tingene så godt, at skattejagten kan arrangeres dagen før, også selvom det er nede i parken. Hvis vejrudsigten ikke varsler solskin, så laminer 1 billede, (eller put det i en plasticlomme), til hver post. De ekstra billeder, så alle kan få, kan du have i lommen og dele ud, når posten er fundet.
 
 
Tag billederne i god tid. Selv billige lomme digital kameraer kan tage Close Up fotos i den kvalitet der er brug for her. Men det kan tage lidt tid, at få det rigtige billede. Det tager også lidt tid at finde gode gemmesteder.
Lav flere print eller kopier af billederne, så alle kan se. Der behøver ikke være et til alle. Der er også et socialt aspekt i at dele. Men alle skal kunne komme til.
 
 
Man kan vælge afslutningsstedet, altså der hvor skatten er gemt, til at være hjemme, så det bliver en naturlig afslutning på at være i parken.
Det behøver ikke at være i parken. En almindelig villahave er rigeligt. Man kan også arrangere skattejagten indendørs, men det kan godt blive lidt vildt. Udendørs skattejagt er ihvertfald bedst for drengene!
 
 
Følg med børnene rundt, og hør hvad de siger. De skal have tid til at resonnere. Så vent lidt, inden du giver en ekstra ledetråd.
Husk at tage nogle billeder af børnene, når de stormer adsted til det næste gemmested.