Lege for og med børn: Hvad hænger på snoren

 

Hvad hænger på snoren

Denne børneleg egner sig til børnefødselsdagen, hvor der er flere børn. Ideen er, at man hænger en snor op, hænger nogle ting derpå som børnene skal gætte. Børnene stilles op på en række, og når det bliver deres tur, får de bind for øjnene. Så skal de (med bind for øjnene) følge snoren, føle sig frem til de ting der er hængt på, og huske dem. Når de kommer frem til enden af snoren, skal de fortælle hvilke genstande de har fundet på deres vej, og eventuelt rækkefølgen.

Det er en god og sjov leg, fordi den udfordrer børnene på at kaste sig ud i noget usikkert. Det kræver faktisk en del overvindelse af en selv, at kaste sig ud i noget med bind for øjnene. Derudover er det en god huskeleg, men det er børn jo generelt bedre til end os voksne

Den lidt mere detaljerede forklaring: Børnene skal stilles op på række, så de kan se starten af snoren, men herefter skal den f.eks gå rundt om et hushjørne, så de ikke kan se banen, eller det der hænger på snoren. Snoren behøver ikke hænge i samme højde hele vejen. Den kan godt gå lidt op, og eventuelt helt ned til jorden. Bind nogle ting fast direkte på snoren, og lad nogle ting hænge i en mindre snor, ned fra tovet de følger. På den måde skal de finde tingene undervejs. Lav sværhedsgraden i forhold til børnenes alder, men lav både lette og svære ting at finde.

Og hvad skal man så hænge på? Tjaa, en legespand, en lille si, legesager i det hele taget. Det kan også være en bamse, dukke, legetøjshest, legetøjspistol, sværd, vante, æble

 

 

Forberedelse

Det er vigtigt med en grundig instruktion, inden legen begyndes. Nogen skal måske overbevises om, at det ikke er farligt. Derudover: En lang og forholdsvis tyk snor, så man kan følge den. Mindre snor til at binde ting fast med. De ting der skal hænges på. Helst 2 voksne, så der kan være en i hver ende af snoren.

Især drengene kan godt lide, at det er en konkurrence. Forbered derfor et skema med tingene på snoren nedad og børnenes navne udad. På den måde er det hurtigt, at notere ned hvad det enkelte barn kan huske, og hvis man skriver tal ud for tingene, så har man også rækkefølgen.

Afslutningen af rebet bør være placeret, så barnet kan fortælle, hvad det har fundet undervejs, uden andre kan høre det.

 

 

Variationer

Den kan leges i haven, i skoven mm. Men den kan også leges indendøre. Indendøre kan man endda kravle under møbler.

 

 

Under legen

Der kan godt være flere ude på ruten ad gangen. En voksen til at sende børnene afsted, og en til at modtage dem og skrive ned, i den anden ende.

 

 

 

 

Tilpasset søgning